Esbjerg Golfklub har i år 100-års jubilæum, og det fejres med manér. I Sidste uge blev der spillet Challenge Tour på banen i Marbæk plantage og det gentages i denne uge, når der igen er internationale spillere på banen.

Turneringen går under navnet Sydbank Esbjerg Challenge.

I sidste uge var det portugiseren Ricardo Gouveia der vandt i Esbjerg i scoren minus otte. De nærmeste forfølgere var fem under par og var Dodge Kemmer, Jesper Kennegård og Niklas Regner. Ricardo Gouveia stiller også op i Sydbank Esbjerg Challenge, hvor han vil forsøge at gøre kunsten fra sidste uge efter. 

Bedste danskere fra sidste uge var Oliver Hundebøll og Nicolai Tinning, der sluttede i top10. Martin Simonsen spillede også en fin turnering med en samlet score i minus en. De spiller alle tre med i Sydbank Esbjerg Challenge i denne uge, sammen med mange andre spændende danske navne. 

Turneringen i sidste uge blev vundet i otte under par. Det bliver interessant at se hvad vinderscoren bliver ved Sydbank Esbjerg Challenge, for der er lovet regn og blæst. Med svære pinplaceringer og megen vind er Marbækbanen en utrolig svær bane at mestre, og den kræver det bedste fra spillerne. Størstedelen af det 156. mand store felt har allerede i sidste uge prøvet kræfter med banens lyng, de hurtige greens og kraftige vindstød, og denne erfaring skal de tage med sig ind i denne uge, hvis de vil gøre sig forhåbninger om en god placering. 

Det bliver en festlig uge med masser af god golf i Esbjerg Golfklub. I morgen spilles der Pro-Am og hele ugen er alle meget velkomne. Den professionelle turnering starter tirsdag den 17. og slutter fredag den 20. omkring middag.