Frederik Dreier kan fredag vinde sin anden ECCO Tour sejr i sin rookie sæson som professionel.

Frederik Dreier gik for anden dag i træk de 18 huller på Trelleborg Golfklub Slagelse i 67 slag, fem under par. Det giver Dreier samlet en score i 10 under par, og en føring på to slag inden fredagens finalerunde ved Harboe Open by Slagelse Kommune & Sparekassen Kronjylland.

Frederik Dreier kan fredag krone en flot rookie-sæson som professionel med sin anden ECCO Tour sejr. I førerbolden skal han spille sammen med norske Elias Bertheussen og Gustav Adell, der er henholdsvis to og tre slag efter den unge dansker.

De seneste uger har Dreier leveret fornemme resultater. Først ved Made in Denmark, hvor han sluttede som nummer 37 og sidenhen ved European Tour Q-School, hvor han vandt sin 1st stage. 

En sejr fredag vil sende Dreier helt tæt på en top-5 placering på GolfBox Nordic Golf League Ranking, hvorfra de fem bedste ved slutningen af sæsonen kvalificerer sig til Challenge Touren i 2019.

Kanonerne kørt i stilling
Og mens Dreier har lagt sig i vinderposition, så brugte flere af feltets øvrige store navne torsdagens runde på også at spille sig frem i tabellen. 

Således deler Mathias Gladbjerg tredjepladsen i syv slag under par, mens Martin Leth Simonsen indtager en sjetteplads i seks under par. Begge kan ligesom Dreier spille sig tæt på et Challenge Tour kort i 2019, såfremt de hiver stikket hjem fredag.

Du kan se stillingen ved Harboe Open by Slagelse Kommune & Sparekassen Kronjylland her.

Gratis adgang fredag i Trelleborg Golfklub Slagelse
Finalerunden starter fredag morgen kl. 07:30, mens førerbolden slår ud kl. 09:00. Sidste putt forventes slået ca. kl. 13:30, hvorefter der er præmieoverrækkelse.

Der er gratis adgang hele fredag i Trelleborg Golfklub Slagelse.

 

Comments are closed.