I morgen begynder ECCO Tour turneringen TRUST Forsikring Championship, som bliver afholdt i Køge Golf klub. 

Turneringen bliver spillet på Sydbanen, som bedst kan beskrives som en lille, smuk og intim golfbane med mange spændende og udfordrende huller. På den mere end 50 år gamle bane er der meget vand og store træer, som kan give det 138. mand store felt nogle udfordringer. 

Følg turneringen LIVE hul for hul her

Banen bliver ikke spillet helt som normalt, da hul otte og tretten der normalt spilles som par 5 huller, vil blive spillet som to lange par 4 huller. Banen er derfor i denne uge en par 70, men det tyder ikke på at påvirke spillerne i at lave færre birdies. Magnus Østergaard gik under mandagens Pro-Am en runde i 60 slag (-10) og han var meget tæt på at bryde den magiske grænse på 60 slag med et indspil på sidste hul. Det bliver spændende at se, om nordjyden i morgen kan levere på samme niveau, når TRUST Forsikring Championship skydes i gang klokken 07:30.

Der er mange spændende navne på startlisten ved TRUST Forsikring Championship. Blandt andet er bolden der slår ud klokken 08:50 bestående af John Axelsen, Morten Ørum Madsen og Lasse Jensen værd at holde øje med.

Se hele startlisten her

Det bliver uden tvivl en spændende dag på den meget smukke og velholdte golfbane. Er man i området, og har lyst til at komme forbi Køge Golf klub for at se noget god golf, er man mere end velkommen.

Turneringen spilles onsdag og torsdag og kun de 45 bedste vil skulle spille finaledagen den 10. september.