Niklas Nørgaard Møller vinder Race to Himmerland presented by FREJA

Niklas Nørgaard Møller vandt Race to Himmerland presented by FREJA

Efter en dramatisk afslutning fik Niklas Nørgaard Møller endelig sin sejr, da han søndag løb med titlen ved Race to Himmerland.

I 15 under par henviste han norske Jarand Ekeland Arnøy til andenpladsen, mens Nicolai Kristensen trods et mindre kollaps, kom et stort skridt nærmere Challenge Touren. 

Efter fem andenpladser i denne sæson var det langt om længe Kokkedalspilleren, der havde marginalerne til sidst. 

Med to huller tilbage var han ét slag efter sin direkte modstander i førerbolden, Jarand Ekeland Arnøy, men hvor “Møllens” tidligere på året har manglet marginalerne, så havde han dem på sin side i dag. 

På 17. hul slog Arnøy i bunkeren, og formåede ikke at redde par. Dermed var der udlignet inden 18. hul. Niklas Nørgaard Møller sendte sit teeslag midt i fairway, inden nerverne igen drillede hans norske modstander, hvis teeslag fandt strafområdet højre om fairway. 

Herfra endte det med bogey til Arnøy, og da Niklas Nørgaard Møller uden det store besvær to-puttede for par, så kunne han løfte armene (og sin caddie) over hovedet. 

– Det er så fantastisk. Jeg har virkelig været sulten efter den her sejr, og selvom det har været en god sæson, så blev den først fuldendt i dag, fortæller det nordsjællandske muskelbundt efter sejren. 

De 60.000 kroner, der følger med sejren sender Niklas Nørgaard Møller op på førstepladsen på GolfBox Nordic Golf League Ranking, og oprykningen til Challenge Touren er en realitet. 

– Jeg er meget lettet. Jeg har ligget godt hele året, men matematisk er det først nu, jeg er helt sikker på Challenge Tour kortet, og det er “top nice” jubler 27 årige “Møllens”. 

Mathias Gladbjerg blev en flot nummer tre, mens der også blev plads til både Andreas Hillersborg og Victor Østerby i top-5.

Trods kollaps mod slutningen af Race to Himmerland presented by FREJA, kom Nicolai Kristensen tættere på Challenge Touren. Dramaet afgøres i næste uge.

Midt i nedturen – Godt nyt til Nicolai Kristensen 
Og mens dagen var en ubetinget succes for Niklas Nørgaard Møller, så blev det en rutschebanetur af dimensioner for Nicolai Kristensen. 

Efter at være helt fremme på tredjepladsen midtvejs på runden faldt runden fra hinanden mod slutningen. Men netop som Nicolai Kristensen troede at Challenge Tour kortet var tabt på jorden, dukkede der godt nyt op fra ECCO Tour ejer, Flemming Astrup.

– Der har været lidt tvivl i forhold til vores fem oprykningspladser til Challenge Touren i år, og vi har haft svært ved at få et klart svar fra Europa Touren. Men jeg er rigtig glad for at kunne informere Nicolai og de øvrige om, at top-5 på GolfBox Nordic Golf League Ranking er garanteret oprykning, siger Flemming Astrup. 

Gudmundur Kristjansson, som ligger på sjettepladsen er sikret et Challenge Tour kort, da han har vundet tre gange på Nordic Golf League i denne sæson, men dét Challenge Tour kort fratrækkes altså ikke top-5 på ranglisten, som det ellers tidligere på året havde forlydt sig.

Nicolai Kristensen indtager – som det også var tilfældet inden denne uge – femtepladsen på GolfBox Nordic Golf League Ranking inden næste uges altafgørende Tour Final i Estland. Kan han holde fast i den femteplads, så er han sikret oprykning til Challenge Touren næste år. Og det ser slet ikke så dumt ud. Nummer seks og syv på listen er nemlig ikke til start i næste uge! Kom så Nicolai. 

Se resultatet af Race to Himmerland presented by FREJA her