Aksel Kristoffer Olsen vandt PGA Catalunya Resort Championship 2018 efter en dramatisk afslutning

Jeppe Huldahl smed sejren ved PGA Catalunya Resort Championship på sidste hul, og det hele endte i et dramatisk omspil. Her var norske Aksel Kristoffer Olsen bedst, mens Joel Sjöholm også undervejs lignede en vinder.

Jeppe Huldahl lignede finaledagen igennem sikkerheden selv, og efter 17 huller var han fem under par for dagen, 15 under totalt.

På 18. tee på sidste hul i “ordinær spilletid” førte Jeppe Huldahl med to slag. En bogey ville sikre ham sejren på det tricky 18. hul på Stadium Course. Et skævt andetslag betød, at Huldahl skulle hole sit bogeyputt på ca. to meter, for at sikre sejren. Desværre kravlede bolden op af hullet  igen, og en dobbelt bogey betød omspil med Aksel Kristoffer Olsen og Joel Sjöholm.

På første omspilshul lavede Joel Sjöholm birdie, men da Aksel Kristoffer Olsen efterfølgende også sænkede sit birdieputt, fortsatte omspillet. Desværre uden Jeppe Huldahl der ikke kunne matche sine skandinaviske konkurrenter.

På andet omspilshul var en par nok for Aksel Kristoffer Olsen, der med sejren hopper i front på GolfBox Nordic Golf League Ranking. På selvsamme rangliste blev Aksel Kristoffer Olsen sorteper i 2017, hvor han sluttede som nummer seks og akkurat missede oprykning til Challenge Touren. Noget tyder på, at nordmanden tager revanche i 2018.

På trods af den ærgerlige afslutning, så fik Jeppe Huldahl vist, at der er bund i hans comeback til professionel golf. 17 fremragende huller på finalerunden samt en første runde i 60 slag i søndags vidner om, at et comeback til Europa Touren bestemt ikke er urealistisk. Huldahl skal blive spændende at følge, når Challenge Touren begynder i Kenya i marts.

Der var desuden flotte danske placeringer til Mark Haastrup, Victor Østerby, Nikolai Høgh og Martin Leth Simonsen.

Se hele resultatet af PGA Catalunya Resort Championship her.

Du kan se afslutningen af turneringen nedenfor.

 

Comments are closed.