Oliver Hundebøll Jørgensen snuppede sin første ECCO Tour sejr i Silkeborg i sin rookiesæson.

20-årige Oliver Hundebøll Jørgensen er blandt de helt store profiler på ECCO Touren i 2020, og målet for sæsonen er en fuld kategori på Challenge Touren eller Europa Touren. Spørgsmålet er, hvor meget ECCO Tour han egentlig kommer til at spille. 

Inden 2019-sæsonen skiftede den da 19-årige Oliver Hundebøll Jørgensen sin status som amatør ud med en professionel ditto. Det stod hurtigt klart, at den unge silkeborggenser var både moden og god nok til livet som professionel, og nogle forrygende indsatser på Challenge Touren betød, at Hundebøll var millimiter fra at sikre sig en fast spilleret til Challenge Touren i 2020. 

2020-sæsonen vil derfor byde på et mix af turneringer på ECCO Touren og Challenge Touren.

– Målet i år er at få en god kategori på Challenge Touren, og drømmen er naturligvis at rykke direkte på Europa Touren, forklarer Hundebøll til ECCO Touren dagen inden årets første ECCO Tour på PGA Catalunya Resort. 

Selvom ECCO Touren først indledes torsdag, så har Oliver Hundebøll Jørgensen fået en forrygende start på sæsonen, og han kommer til PGA Catalunya Resort fyldt med selvtillid. Årsagen skal findes i en andenplads på Lumine i sidste uge, hvor kun en velspillende Marcus Helligkilde slog ham på målstregen. 

Det var rigtig fedt at være i duel mod Marcus. Især følelsen af at spille om en sejr igen var fantastisk. Det var rigtigt tæt hele vejen, og selvom jeg havde en triple bogey undervejs, fik jeg kæmpet mig godt tilbage. Marcus hev desværre det længste strå med nogle gode putts til sidst, forklarer Hundebøll.

Andenpladsen gav Hundebøll en masse point til Nordic Golf League Ranglisten, GolfBox Road to Europe, som i sidste ende (oktober) måske kan sende ham på Challenge Touren, hvis han ikke allerede har etableret sig der. Sæsonen er lang, men også den del har den seriøse sportsmand tænkt på. 

– Jeg har brugt det meste af vinteren på det fysiske, så jeg står knivskarpt til sæsonstarten. Der er røget lidt hvalpefedt, og så har jeg taget meget muskelmasse på, fortæller en smilende Hundebøll, inden mødet med de to krævende baner på PGA Catalunya Resort. 

Vil spille tålmodigt og undgå “katastrofer”
Stadium Course og Tour Course har langt fra fået den mængde vand, som de plejer i løbet af vinteren, og begge baner er mere tørre og hårde end de plejer på denne årstid. 

– Taktikken de kommende dage er nok at gribe Stadium Course lidt mere defensivt an og prøve at holde double bogeys eller værre væk, og så lave birdies på de “nemme” huller. Tour course bliver nok lidt mere aggressivt, og jeg skal prøve at få en del birdies, mens jeg stadig holder double bogeys og værre væk fra scorekortet. Men det bliver svært, fordi banen i år er meget mere firm, så man skal slå gode slag og være tålmodig – også på Tour Course, slutter en målrettet og velforberedt Hundebøll. 

Oliver Hundebøll indleder sin ECCO Tour Winter Series torsdag morgen, og du kan følge med LIVE her.

Du kan se startlisten til ECCO Tour Spanish Masters powered by DAT her

Som noget nyt opdateres scores efter hvert hul. 2020 bliver et stort år!