Peter Launer Bæk er på andenpladsen efter førstedagen af Great Northern Challenge

Efteråret meldte for alvor sin ankomst på førstedagen af Great Northern Challenge. Alexander Wennstam fører i seks under par efter førstedagen, mens fynske Peter Launer Bæk på andenpladsen – blot ét slag dårligere, fik en forrygende start på den vigtige turnering.

Glad men træt fynbo tæt på fejlfri runde
I regn og blæst kæmpede spillerne med det storslåede anlæg i Kerteminde, og efter 17 huller havde Peter Launer Bæk spillet fejlfrit hele dagen. Efter at være lidt ude af position på 18. hul, måtte han desværre indkassere dagens første bogey og tage til takke med en runde i 67 slag, fem under par. Det slog dog ikke den lokale favorit ud.

– Det var en fed dag på anlægget i dag, men også en dag, der trak tænder ud. Jeg er godt nok færdig nu, sagde Peter Launer Bæk første runde, der blev spillet som en Pro-Am hvor der var to amatører / sponsorer med i hver bold. 

– Jeg havde selskab af to gode sponsorer i dag, Kristian og Søren, som jeg kender godt, og som jeg sætter rigtigt stor pris på. Det var svært undervejs, men jeg synes, de var gode til at opmuntre mig, og i det hele taget bakkede vi godt op om hinanden i bolden. De spiller selv noget solidt elitegolf (især Kristian, red), og jeg skal spille godt for at imponere dem, fortæller Bæk grinende.

Der er masser af udfordringer på Great Northern

Jo sværere jo bedre
Mens vejret var elendigt, så var scores overraskende gode på Great Northern på førstedagen, og det skyldtes ifølge Peter Launer Bæk en rigtig god og lettere tilgivende opsætning. 

– Jeg synes, de har gjort et fremragende stykke arbejde med at sætte banen godt op. På de huller, hvor vi spillede ind i vinden, havde de rykket os lidt frem, så vi stadig havde en chance derude. Men for mit eget vedkommende må det faktisk gerne være så svært som muligt. Jeg har et stort kendskab til banen, og jeg tror, det kommer mere i spil, hvis banen er så svær som mulig, og hvis vi får mere vind fra den lidt utraditionelle vindretning, vi havde i dag, fortæller Peter Launer Bæk.

Lige i halen på Alexander Wennstam (-6) og Peter Launer Bæk (-5) ligger Jonathan Gøth-Rasmussen og Andreas Hillersborg Sørensen i fire under par, mens også John Axelsen og Nicolai Nøhr Madsen holder sig i top 10 efter førstedagen. 

Meget på spil i denne uge
Great Northern Challenge byder på årets klart største præmiesum på ECCO Touren, og da kun 30 spillere klarer cuttet efter torsdagens runde – og dermed får andel i præmiesummen, så er denne uges turnering uhyre vigtig for alle spillerne. Det er nu en oprykningsplads til Challenge Touren 2022 kan sikres.

Du kan følge med LIVE igen fra torsdag morgen. 

Se stillingen ved Great Northern Challenge her.