Vanvittig amatørrunde giver føring ved Made in Denmark Qualifier

Jeppe Kristian Andersen chokstartede ved Made in Denmark Qualifier. En fantomrunde i 64 slag, otte under par, giver Asserbo-spilleren en imponerende føring på tre slag.
Jeppe Kristian Andersen chokstartede ved Made in Denmark Qualifier. En fantomrunde i 64 slag, otte under par, giver Asserbo-spilleren en imponerende føring på tre slag.

Favoritterne var mange forud for Made in Denmark Qualifier by Ejner Hessel i Silkeborg Ry Golfklub, men i kampen om billetterne til Made in Denmark var det et ganske ubeskrevet blad, der onsdag løb med overskrifterne.

Den danske amatørspiller, Jeppe Kristian Andersen, sprudlede fra start til slut på det åbne anlæg i Ry, hvor han via syv birdies, en eagle og blot en enkelt bogey kunne notere en runde i 64 slag, otte under par. Dermed fører han med hele tre slag til nærmeste forfølger, forhåndsfavoritten Bjørn Hellgren. Asserbo-amatørens fantomrunde åbner pludselig døren for et sensationelt wild card til Made in Denmark.

– Det ville være sygt at komme et smut til Made in Denmark og få debut på Eurpatouren. Efter den her start, må det være målet, selvom jeg godt ved, at der er langt endnu, sagde Jeppe Kristian Andersen efter runden.

– Jeg spillede virkelig godt i dag. Jeg slog min driver rigtigt godt, og når jeg var i problemer, var det ikke driverens skyld, forklarede Jeppe Kristian Andersen efter runden.

Hvor Jeppe Kristian Andersen sammen med halvdelen af feltet onsdag spillede Ry-banen, så byder torsdagen på et besøg på Silkeborgs lækre Skovbane, som må regnes for den sværeste af de to baner. 

– Jeg skal slå min driver godt igen i morgen. Det er man nødt til i Silkeborg. Men hvis jeg kan gøre det, så kan det godt blive sjovt. Jeg kan rigtigt godt lide banen, og jeg har boet i Ikast og spillet den rigtigt mange gange. Så jeg glæder mig allerede meget til at komme videre med den her turnering, slutter en yderst tilfreds Jeppe Kristian Andersen.

Jeppe Kristian Andersen tager med sine otte under par en sjælden stor førsterunde-føring med sig hjem på sofaen. På andenpladsen og tre slag efter ligger bookmakernes favorit, Björn Hellgren, mens Christoffer Lange og Simon Forsström deler tredjepladsen i fire under par. Sidstnævnte Forsström spillede som eneste spiller i toppen af leaderboardet Silkeborg, og må siges at være forholdsmæssigt ekstra godt kørende.

En række af de største danske navne fik også en ganske pæn start på Made in Denmark Qualifier by Ejner Hessel og holder liv i drømmen om et wild card til Made in Denmark. Et udpluk ser således ud:

  • Christoffer Lange (-4)
  • Oliver Suhr (-2)
  • Kasper Estrup (-2)
  • Knud Storgaard (-1)
  • Lars Johansen (-1)
  • Peter Vejgaard (Par)
  • Nicolai Kristensen (Par)
  • Rasmus Hjelm (Par)
  • Patrick Winther (Par)
  • Benjamin Poke (Par)
  • Victor Østerby (Par)
  • Jesper Lerchedahl (Par)
  • Martin Leth Simonsen (Par)

Jagten på wild cards til Made in Denmark
Den bedste dansker samt de to bedste spillere ved Made in Denmark Qualifier by Ejner Hessel kvalificerer sig til Made in Denmark i Himmerland, så der bliver spænding til sidste bold ruller i hul fredag kl. ca. 14.00 i Silkeborg.

Samtidig får top-3 på Race to Himmerland (ECCO Tour ranking) også en plads ved den prestigefyldte turnering. Her ligger især Daniel Løkke og Martin Ovesen i en rigtig god position.

Du finder stillingen efter første runde af Made in Denmark Qualifier by Ejner Hessel her.