I 2021 var Esbjerg Golfklub to uger i træk værter for Challenge Touren og derfor oversiddere på ECCO Tour kalenderen. Men nu er touren tilbage og her til morgen starter Esbjerg Open presented by Totalenergies.

Spillerene kan, som altid, glæde sig til en test med den anerkendte Marbæk-bane, der står i absolut topstand med perfekte fairways, hurtige greens og flot blomstrende lyng.

– Det er altid en fornøjelse når vi rammer Esbjerg Golfklub. Det er en fantastisk golfbane, og de 280 sponsorer der de sidste to dage har spillet Pro-Am, har virkelig nydt banen, så nu bliver det sjovt at se, hvor svær en test det bliver for de professionelle. Jeg tror, de skal holde tungen lige i munden, for ellers kommer man i problemer her, siger ECCO Tour promoter Flemming Astrup.

Der spilles om 262.500 kr. svarende til 35.000 Euro eller point til Road to Europe ranglisten, GolfBox Road to Europe, hvorfra de fem bedste spillere ved sæsonafslutning rykker op på Challenge Touren. I denne sæson har de danske spillere i den grad taget for sig af retterne med 11 sejre i 18 turneringer og der er fire dansker i Top 5 og i alt seks i Top 10 på ranglisten.

For flere af spillerne kan et godt resultat være et skridt nærmere oprykning til Challenge Touren. 

– De to førende på ranglisten Simon Forsström (Sverige) og Jeppe Kristian Andersen har allerede sikret deres kort, og spiller derfor Challenge Tour i denne uge. Men nummer 3, 4 og 5;  Sebastian Friedrichsen, John Axelsen og Hamish Brown er alle til start og kan med et godt resultat måske slå et lille hul ned til den sjetteplads som ingen ønsker at ende på, forklarer Astrup.

Nicolai Tinning og Mathias Gladbjerg der ligger på hhv. syvende og tiendepladsen stiller også til start, og begge spillere har et rigtigt godt lokalkendskab. Nicolai vandt turneringen i 2018 og er i familie med den del af “Tinningklanen” der i årtier har været tilknyttet Esbjerg Golfklubs trænerteam. Mathias Gladbjerg er medlem af nabobanen Breinholtgaard og kender derfor ligeledes banen indgående og begge spillere må også med blandt favoritterne.

Esbjerg Open presented by Totalenergies spilles fra torsdag til lørdag med 117 spillere til start.

Se alle starttider og følg livescoringen her