Erik Myllymäki noterede sig imponerende 10 birdies og en eagle på dagens førsterunde af Kellers Park Masters by Vejle Kommune og fører med tre point.
Erik Myllymäki (th.) noterede sig imponerende 10 birdies og en eagle på dagens runde af Kellers Park Masters by Vejle Kommune og fører med tre point efter førstedagen.

Finske Erik Myllymäki brændte onsdag banen fuldstændig af ved Kellers Park Masters Presented by Vejle Kommune og indtager føringen efter førstedagen. Rasmus Hjelm viste igen god form, og to eagles lagde fundamentet, så han igen er bedste dansker efter førstedagen.

Kellers Park Masters presented by Vejle Kommune afvikles som pro-am med et modificeret stableford system. En eagle giver eksempelvis fem point, en birdie 2 og en bogey -1 point.

10 birdies og en eagle
Det system havde finske Erik Myllymäki for alvor forstået, da han hældte hele 10 birdies og en eagle i på sin første runde. Og på trods af fire bogeys, der trak den anden vej, så giver det finnen 21 point og en føring på tre point til nærmeste forfølgere, Gustav Adell og Richard Pettersson, som deler andenpladsen i 18 point. Se stillingen her.

Rasmus Hjelm er bedste dansker på femtepladsen, og på hans scorekort trak især eagles på både sjette og 13. hul i den rigtige retning. Nicolai Tinning, Patrick Rasmussen og Simon Willer deler syvendepladsen med 14 point efter første runde.

I den sideløbende Pro-Am turnering fører Sweet Sport Travel med imponerende 40 point. Ganske imponernede af holdet, der blandt andet havde Richard Pettersson, som professionel onsdag. Pettersson stod for dagens bedste netto score, da han satte ny banerekord med 63 slag, ni under par. Ni birdies og ni pars!

Se stillingen ved Kellers Park Masters by Vejle Kommune her. 

Se stillingen i Pro-Am konkurrencen her

Kellers Park Golf Club er i fantastisk stand til anlæggets første ECCO Tour, og med en række gode birdie-chancer og gode greens, så må det formodes, at der igen torsdag skal produceres både eagles og birdies, hvis man vil holde sig fremme i stillingen.

Der er gratis adgang for tilskuere hele ugen, og har man selv lyst til at prøve kræfter med anlægget på Kellers Park Golf Club, så kan man fra fredag eftermiddag og hele weekenden spille banen med fuldt ECCO Tour setup for kun 250 kroner. Det kan du læse mere om her.