Daniel Løkke har sammen med Mark Haastrup gode kort på hånden, når ECCO German Masters skal afgøres fredag.
Daniel Løkke har sammen med Mark Haastrup gode kort på hånden, når ECCO German Masters skal afgøres fredag.

Daniel Løkke og Mark Haastrup har sejren indenfor rækkevidde inden fredagens finalerunde ved ECCO German Masters. Den langslående finne, Tapio Pulkkanen, fører med to slag inden finalerunden, hvor Daniel Løkke og Christofer Blomstrand gør ham selskab i førerbolden.

Torsdagens runde på Green Eagle Golf Club blev påny en krævende affære. Trods næsten ideelle betingelser, kæmpede ECCO Tour feltet hårdt mod den op mod 7.200 meter lange North Course, hvor finske Tapio Pulkkanen kom rundt i fornemme 70 slag, tre under par.

Med sin fornemme runde fulgte formstærke Pulkkanen op på onsdagens 71er, således at han samlet går ind til finalerunden i fem under par.

Løkke igen i førerbolden
Danske Daniel Løkke var ligeledes under par for anden dag i træk. Samlet er Løkke nu på andenpladsen i tre under par og således to slag efter Pulkkanen. 

– Det bliver sjovt i morgen. Jeg er forberedt på, at han er lidt længere end jeg er fra tee, men på den her bane, er der så mange andre områder, hvor man skal være skarp. Det bliver helt sikkert en intens dag, og jeg håber, at jeg kan trække det længste strå, fortæller Daniel Løkke forud for fredagens finalerunde, der på mange måder kan vise sig vigtig.

Løkke ligger rigtigt fint til på Race to Himmerland Ranking og kan med en topplacering i denne uge skyde sig til Made in Denmark på Himmerland Golf & Spa Resort til august.

Mark Haastrup er på femtepladsen ved ECCO German Masters før fredagens finalerunde.
Mark Haastrup er på femtepladsen ved ECCO German Masters før fredagens finalerunde.

Mens Løkke skal i førerbolden fredag, kommer den tidligere European Tour spiller, Mark Haastrup til at gå lige foran. Haastrup er i et enkelt slag under par inden sidste runde og altså fire slag efter Pulkkanen.

– Jeg er egentlig meget godt tilfreds med en runde i par i dag. Jeg kæmpede en del undervejs og puttede rigtigt godt. Da jeg så begyndte at spille bedre, svigtede putteren, så par var en fin score, fortalte Haastrup efter runden.

Flotte danske præstationer
På en delt syvendeplads i samlet et slag over par, ligger to store positive danske overraskelser. Allan Werner og Jesper Gunder Larsen øjner derfor karrierens bedste resultat, når de fredag går i tredjesidste bold ved ECCO German Masters.

På en meget populær 10. plads i tre under par ligger en stor danskerflok bestående af en række af de største favoritter. Martin Ovesen, Peter Vejgaard, Jeff Winther, Simon Willer, Jeff Winther, Benjamin Poke, Christian Skjøth og Niklas Nørgaard Møller kan med en god runde fredag avancere og kæmpe med om de helt fine placeringer.

Med i alt 11 danskere i top-10 er der lagt op til en forrygende sidstedag ved ECCO German Masters. Foruden vigtige point til GolfBox Nordic Golf League Ranking, hvor top-5 ved udgangen af sæsonen får en plads på European Challenge Tour 2016, så er ECCO German Masters også næstsidste tællende turnering på Race to Himmerland ranking, inden de tre bedste får en invitation til Made in Denmark.

Du finder stillingen ved ECCO German Masters her.

Du finder Race to Himmerland Ranking her.

Se GolfBox Nordic Golf League Ranking her.