Made in HimmerLand skruer ned for kapaciteten – billetsalg starter fredag morgen

Ønsket om at give publikum en endnu bedre oplevelse gør, at golfturneringen Made in HimmerLand reducerer antallet af billetter til turneringen i 2022

Ofte er målet for store sportsarrangementer at øge antallet af tilskuere, men Made in HimmerLand har besluttet at gå den anden vej og i stedet sælge færre billetter end tidligere for til gengæld at kunne give tilskuerne en endnu bedre oplevelse.

”I 2021 måtte vi kun lukke 2.000 tilskuere ind på grund af restriktioner, og selv om det ikke på nogen måde var et ønskescenarie, lærte vi meget af det. Ikke mindst at vi kan give tilskuerne en langt bedre oplevelse ved at lukke færre ind,” forklarer turneringens CEO & Promoter, Flemming Astrup.

Prisen stiger
Det betyder, at der sættes markant færre billetter til salg til 2022 udgaven, der spilles fra 1. til 4. september, og Flemming Astrup forventer, at der bliver hurtigt udsolgt på trods af, at prisen stiger.

Eksempelvis stiger prisen på et partoutkort til 995 kroner for adgang til turneringen alle dage, mens dagsbilletter sælges fra 195 kroner. Børnebilletter sælges for 50 kroner

”Det har været vigtigt for os, at det stadig skal være muligt for langt de fleste at opleve verdens bedste golfspillere i HimmerLand. Så selv om det er en markant prisstigning, er det stadig en meget rimelig pris både når vi sammenligner med tilskuerpriser ved andre golfturneringer og med priser på billetter til sportsarrangementer, festivaler og andre arrangementer, hvor man som tilskuer har adgang til flere dages oplevelser i verdensklasse,” siger Flemming Astrup.

Bedre forhold
Han er heller ikke i tvivl om, at turneringen trods færre tilskuere stadig vil kunne skabe en fantastisk ramme ved blandt andet hul 16, der er kendt som HimmerLand Hill.

”Det er jo en vigtig del af turneringens identitet, og det vil det også være fremover. Til gengæld betyder beslutningen om at lukke færre tilskuere ind, at vi kan forberede os langt bedre til selve turneringen og blandt andet tilbyde gratis og bedre parkeringsforhold, bedre forplejning og bedre plads til tilskuerne. Samtidig kan vi åbne for adgang til områder, som tidligere har været forbeholdt sponsorer, blandt andet til det ”verdensberømte” Heineken-telt der flyttes fra hul 14 til 16. teested og til restaurantterrassen ved 1. og 18. green,” siger Flemming Astrup.

Billetterne til Made in HimmerLand bliver sat til salg den 10. december på ticketmaster.dk via dette link https://www.ticketmaster.dk/artist/made-in-himmerland-billetter/1126353?language=da-dk

————————

For yderligere oplysninger kontakt:

Flemming Astrup – 4090 1960 – [email protected]

FAKTA:

Golfturneringen Made in HimmerLand afvikles i 2022 for ottende gang og er Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed. Turneringen er en del af European Tour, der for nylig skiftede navn til DP World Tour. Præmiesummen forhøjes i 2022 til 22,5 millioner kr. Forsvarende mester er østrigske Bernd Wiesberger.

BILLETPRISER 2022: (+ gebyr)

Partout (5 dage):

995,- kr.

31. aug.- Pro-Am:

95,- kr.

1. sept. – 1. runde:

195,- kr.

2. sept. – 2. runde:

295,- kr.

3. sept. – 3. runde:

395,- kr.

4. sept. – Finale:

495,- kr.

Børne Partout (født 2007 eller senere)

50,- kr.