Det har været en dramatisk dag på PGA Catalunya Stadium Course, hvor mange var oppe og snuse til titlen. PGA Catalunya Resort Championship blev afgjort i et tre-mands omspil mellem Mikael Lundberg, Lauri Ruuska og Jesper Kennegård.

Lauri Ruuska startede dagen i front af PGA Catalunya Resort Championship i ni under par. På andenpladsen lå Mikael Lundberg i otte under par, mens danske Peter Launer Bæk havde indtaget en delt tredjeplads i seks under par.

Leaderboard PGA Catalunya Resort Championship. 

Da førerbolden havde spillet de første ni huller, lignede det mere og mere, at vinderen skulle findes blandt Lauri, Mikael og Peter. Den udfordrende Stadium Course gjorde det dog svært for førerbolden, samtidig med at svenske Jesper Kennegård og Hannes Rönneblad virkelig fik tur i spillet. Jesper Kennegård havde på hul 17 et 2 meter putt for par og for at holde sig i samlet 11 under, men bolden gik udenom og med en par på hul 18, endte han i samlet minus 10. 

Lauri Ruuska formår at lave en fantastisk birdie på det svære hul 17, som bringer ham på samlet 11 under par. Alt han manglede for at vinde PGA Catalunya Resort Championship, var en par på hul 18. Den finske spiller, der blev nummer to til PGA Catalunya Resort Championship sidste år, kunne næsten lugte sejren. Desværre endte han i greenbunker, og kom ikke op og i. Det betød at han nu delte førstepladsen i 10 under par med Jesper Kennegård.

Den rutinerede svenske Mikael Lundberg slog et fantastisk anden slag på hul 18, som sikrede ham en birdie og en plads i omspillet. Mikael Lundberg, Lauri Ruuska og Jesper Kennegård blev alle kørt til hul 18, hvor omspillet skulle spilles. Både Lauri og Jesper havde gode muligheder for birdie, men ingen fik bolden i hul. Det betød at alle tre igen skulle spille hul 18, og om titlen som vinder af PGA Catalunya Resort Championship. 

På andet omspilshul misser både Lauri og Jesper greenen. Det giver Mikael Lundberg muligheden, men med et langt og svært putt ned ad bakke, er intet sikkert endnu. Svenskmanden formår dog at stoppe bolden tæt på hullet, og han kan putte sin bold i hul for par og med det blive vinder af PGA Catalunya Resort Championship. Mikael Lundberg har nu været i tre omspil i hans karriere og aldrig tabt. 

Danske Peter Launer Bæk havde en bagni, hvor der sniger sig tre bogeys på kortet, men med en flot eagle på hul 15 sikrer danskeren sig femtepladsen for sig selv. John Axelsen viste også super form, da han med en runde i 66 slag (-6) spillede sig i top 10. Morten Ørum Madsen der blev nummer to til ECCO Tour Spanish Masters By DAT i sidste uge, sluttede i top 13 med blandt andet Peter Staalbo og Oliver Suhr. 

Mikael Lundberg har med denne sejr lagt sig i toppen af Golfbox Road to Europe, hvor Marcus Helligkilde har andenpladsen og Morten Ørum Madsen tredjepladsen. Marcus Helligkilde har med sin sejr i sidste uge lagt sig i spidsen af Race to Himmerland.