Fredagens anden runde af GEBWELL Championship på Sand Valley Golf Resort i Polen startede med endnu en udsættelse på grund af tæt tåge, men det tog ikke lang tid før spillerne fik os til at tænke på noget andet.

Svenske Rasmus Rosin startede på hul 10, og da han nåede til hul 3, var han to under par for dagen, men på det korte par 3 hul, slog han det perfekte slag fra tee og bolden endte i koppen. Dén hole-in-one sendte svenskeren fire under for dagen. Han endte med en runde i 69 slag, og Rosin avancerede 20 pladser på leaderboardet til en delt ottendeplads inden finalerunden.

Senere på dagen gjorde danske Jonas Lykke Petersen fra Hillerød ham kunsten efter og sendte bolden i hul med sit tee-slag. Dagens anden hole-in-one på hul tre hjalp danskeren til en runde i to under, og han er på en delt 15. plads inden de sidste 18 huller. 

I toppen af leaderboardet kunne Mathias Gladbjerg desværre ikke følge op på første runde, hvor han satte banerekord og lagde sig i spidsen for turneringen. Han gik dagens anden runde i fem slag over banens par og faldt tilbage til en delt 25. plads. 

Dagens bedste runde stod danske Marcus Garfield Hansen for. Han gik sin runde i 66 slag, seks under par, og han avancerede 11 pladser og er på en delt fjerdeplads i ni under samlet. Den placering deler han med svenske Björn Åkesson. Foran dem ligger Alexander Frances fra Møn og islandske Axel Boasson i 10 under, men helt i top er svenske Charlie Lindh (billedet), der er nummer to på Road to Europe-ranglisten. Lindh er 11 under samlet og fører altså med ét enkelt slag inden de sidste 18 huller lørdag. 

Finalerunden starter klokken 8.00 lørdag.

Leaderboardet kan studeres her.

Road to Europea-ranglisten kan ses her.